Namnlös sida

Da Den Forenede Metodistkirke blev dannet i 1968, havde den ca. 11 millioner medlemmer, hvilket gjorde den til en af de største protestantiske kirker i verden.

Siden da har Kirken gennemgået flere både strukturelle og essentielle ændringer. Metodistkirken er blevet mere og mere bevidst om, at den er en verdenskirke med medlemmer og konferencer i Afrika, Asien, Europa og USA.

Medens medlemstallet i Europa og USA har været mærkbart dalende siden 1968, er medlemstallet i Afrika og Asien steget betydeligt. Et stigende antal kvinder er blevet ordineret til præster, udnævnt til distriktsforstandere, valgt til poster i ledende råd og indviet som biskopper. I 1980 blev den første kvinde, Marjorie Matthew, valgt til biskop.

Kirken har bestræbt sig på at være et samfund, hvor alle mennesker uanset race og etnisk baggrund kan deltage på alle niveauer i kirkens organisation og tjenester.

Den Forenede Metodistkirke har kæmpet med mange vigtige spørgsmål. Den har skabt og forbedret teologiske erklæringer og formuleringer også på missionsområdet. Den har debatteret og handlet i sager af social betydning så som atomkraft, verdensfred, menneskets seksualitet, miljø, abort, AIDS, evangelisation og verdensmission.

Selv om Metodister, Forenede Brødre og Evangeliske hver især havde offentliggjort stærke udtalelser, der fordømte krigen og slog til lyd for fredelig forsoning nationerne imellem, blev styrken i denne stillingtagen væsentlig forringet ved Amerikas indtræden i Anden Verdenskrig. Alligevel var der mange medlemmer, som hele krigen igennem fortsatte med at udtrykke deres foragt for vold og støtte protesterende, når protesten fremsattes af samvittighedsgrunde.

Da krigen var slut, arbejdede kirkerne aktivt på at sikre fred og orden i verden. Der var mange lægfolk, præster, biskopper og mange af kirkens administrative organer, der støttede dannelsen af en verdens-organisation, som skulle tjene som forum til løsning af internationale sociale, økonomiske og politiske problemer. I april 1945 bidrog dette arbejde til dannelsen af De Forenede Nationer.

I denne periode fra 1940 til 1967 var der mindst tre andre vigtige sager, som optog de kirker, der nu er med i Den Forenede Metodistkirke. For det første var det interessen for økumeni og kirkeforening. Den Evangeliske Kirke (the Evangelical Church) og Den Forenede

Brødrekirke (the United Brethern Church) forenedes til Den Forenede Evangeliske Brødrekirke (the Evangelical United Brethern Church) den 16. november 1946 i Johnstown, Pennsylvania, efter tyve års samtaler og forhandlinger.

Ved foreningstidspunktet havde den nye kirke omkring 700.000 medlemmer. Metodistkirken var også interesseret i tættere forbindelser med andre metodistiske og wesleyanske traditioner.

I 1951 var den med i dannelsen af Metodistkirkens Verdensråd, som var en efterfølger af De økumeniske Metodistkonferencer, der var begyndt i 1881.

Som et udtryk for deres videre økumeniske interesse blev Metodisterne og De Forenede Evangeliske Brødre medlemmer af Kirkernes Verdensråd, grundlagt i 1948, og medlemmer af Kirkernes Nationale Råd (National Council of Churches), dannet i 1950.

Disse samlinger gav medlemskirkerne mulighed for at engagere sig i fælles opgaver og mission.

I årene umiddelbart op til første verdenskrig var der i kirkerne megen sympati for forhandling og mægling som et synligt alternativ til en international væbnet konflikt. Mange præster og medlemmer var erklærede pacifister. Men da USA i 1917 officielt gik ind i krigen mindskedes pacifismen. I lighed med de øvrige amerikanske trossamfund udtrykte også de kirker, der senere dannede Den Forenede Metodistkirke, deres nationale loyalitet.

Da krigen sluttede, havde kirkerne igen lejlighed til at anvende deres ressourcer på andre gøremål. Spørgsmålet om ædruelighed var et tilbagevendende anliggende, og kirkerne var hurtige til at prioritere dette. Man publiserede og udgav store mængder litteratur om ædruelighed.

Medlemmer blev bedt om at aflægge løfte om at afholde sig fra alkoholiske drikke. Den Forenede Metodistkirke opfordrer stadig til en sådan afholdenhed.

Perioden var en betydelig teologisk brydningstid. Den betydningsfulde protestantiske liberalteologi fra slutningen af det nittende og begyndelsen af det tyvende århundrede gav anledning til uro. Denne teologi blev angrebet af stridbare fundamentalister og senere af neoortodokse, som beskyldte den liberale protestantiske teologi for at underminere netop essensen af det kristne budskab. Eftersom alle disse tre teologiske retninger - de liberale, fundamentalisterne og de neoortodokse - var repræsenteret i kirkesamfundene, der senere blev til Den Forenede Metodistkirke, er det ikke overraskende, at hede lærestridigheder fandt sted i disse kirker.

Til trods for de interne teologiske forskelle, som kirkerne oplevede, fortsatte de med at samarbejde med andre trossamfund og forsøgte at hele splittelser, som var sket tidligere i deres egen historie.

Borgerkrigen delte og skadede specielt Den Biskoppelige Metodistkirke Syd. Dens medlemstal faldt til to tredjedele af, hvad det var før krigen. Mange af dens kirker lå i ruiner eller var skadede alvorligt. Mange præster var blevet dræbte eller sårede i kampene. Dens uddannelses-, forlags- og missionsvirksomhed var brudt sammen. Dog var en ny livskraft ved at opstå blandt metodisterne i syd, og i løbet af de næste halvtreds år fordobledes medlemstallet fire gange til mere end to millioner.

Afroamerikanernes antal inden for Den Biskoppelige Metodistkirke Syd var faldet markant under og efter krigen.

I 1870 vedtog dens generalkonference at overføre alle sine afroamerikanske medlemmer til en ny kirke. Den Farvede Biskoppelige Metodistkirke (The Colored Methodist Episcopal Church) - der nu kaldes Den Kristne Biskoppelige Metodistkirke (the Christian Methodist Episcopal Church) - blev et resultat af denne beslutning.

Det var i denne periode, at Alejo Hernandez ordineredes som den første spansktalende præst inden for metodismen. Den første prædiken på spansk blev dog faktisk fremført af Benigno Cardenas i Santa Fe, New Mexico, så tidligt som i 1853.

Den Biskoppelige Metodistkirke kom ikke til at lide så meget under borgerkrigen som metodismen i syd.

I slutningen af 1860’erne stod den foran øget medlemsvækst og havde mange nye livskraftige aktiviteter. Mellem 1865 og 1913 skete der en vækst i medlemstallet på fire hundrede procent til omkring fire millioner medlemmer. En tilsvarende vækst oplevede man inden for De Protestantiske Metodister, De Forende Brødre og De Evangeliske. Kirkernes formueværdier voksede og en almindelig velstandsperiode karakteriserede kirkerne i denne periode.

Søndagsskolerne forblev store og aktive. Forlagshusene fortsatte med ambitiøse programmer for at forsyne medlemmerne med litteratur. Normer for højere uddannelser til præster blev udviklet, og teologiske seminarier blev grundlagt. Missionsarbejde, både hjemme og i udlandet, blev prioriteret højt.

Hjemmemissionsprogrammer forsøgte at kristne byerboere såvel som de oprindelige amerikanere. Missionærer oprettede skoler for forhenværende slaver og deres børn.

Missionen i udlandet -i Asien, Europa, Afrika og Latinamerika- førte til gode resultater. Kvinderne dannede missionsselskaber, som uddannede, rekrutterede og rejste penge til disse formål. Missionærer som Isabella Thoburn, Susan Bauernfeind og Harriett Brittan, og kirkeledere som Bell Harris Bennet og Lucy Riders Meyer motiverede tusinder af kirkens kvinder til at støtte missionen hjemme og i det fremmede.

John Wesley var en brændende modstander af slaveriet. Mange af den tidlige amerikanske Metodismes ledere delte hans afsky for denne form for menneskelig trældom.

Efterhånden som det nittende århundrede skred frem, blev det klart, at spændingerne om slavespørgsmålet også var store inden for Metodismen. I dette spørgsmål, som i så mange andre, reflekterede Metodismen befolkningens synspunkter, fordi kirken med dens medlemsskare ikke var begrænset til et bestemt område, klasse eller race. Uenighed i slavespørgsmålet splittede til sidst Metodistkirken i to adskilte kirker - en i nord og en i syd.

Slavespørgsmålet blev ikke behandlet af Den Biskoppelige Metodistkirke før General-konferencen i 1844, da de to fraktioner af henholdsvis tilhængere og modstandere af slaveriet stødte sammen.

Den alvorligste konflikt angik en af kirkens fem biskopper, James O. Andrew, som var kommet til at eje slaver gennem sit ægteskab. Efter en bitter debat besluttede generalkonferencen at suspendere biskop Andrew, idet han ikke måtte udføre sine biskoppelige forretninger, så længe han ikke kunne eller ville frigive sine slaver.

Den Anden Store Vækkelse var den mest markante religiøse udvikling blandt protestanter i Amerika i første halvdel af det nittende århundrede. Gennem vækkelses- og friluftsmøder oplevede syndere omvendelse. Rejseprædikanter og lægprædikanter knyttede disse omvendte sammen i et fællesskab. Stilen i den kristne tro og disciplin var meget ensartet for Metodisterne, De Forenede Brødre og De Evangeliske, som lagde vægt på erfarings- og oplevelsesmomentet i kristendommen. Medlemskabet i disse kirker voksede dramatisk i denne periode. Antallet af prædikanter, der betjente dem, forøgedes ligeledes markant. Det forventedes, at medlemmerne og prædikanterne var dybt engagerede i troen. Prædikanterne skulle ikke alene have en klar omvendelse, men skulle også udvise evner og egenskaber, der var nødvendige for et effektivt præsteskab. Deres arbejde var uopsætteligt og krævende. Deres økonomiske udkomme var magert. Men, som de ofte mindede hinanden om, så fandtes der ikke noget arbejde, som var vigtigere end deres.

De almindelige medlemmers engagement fremgik af deres iver for at holde fast ved den åndelige disciplin og ved de normer for god opførsel, som kirkerne havde udstukket. For eksempel havde metodisterne et sæt Almindelige Regler, som var vedtaget af Julekonferencen i 1784, og som stadig trykkes i Lære- og Kirkeordningen. De blev tilskyndet til at lade være med at udøve ondt, at gøre godt og bruge de nådemidler, som Gud har forordnet. Medlemskab i kirken var en alvorlig sag. Der var ikke plads for dem, som Wesley kaldte for ”næsten kristne”.

Strukturen hos Metodisterne, De Forenede Brødre og De Evangeliske gjorde det muligt for dem at virke på en sådan måde, at de kunne konsolidere og udvide deres aktiviteter og tjeneste. Generalkonferencer, der mødtes hvert fjerde år, viste sig at være tilstrækkelige til at fastsætte kirkens hovedkurs. Årskonferencer, der afholdtes under biskoppens ledelse, gav mulighed for at indtage og ordinere præster og udnævne rejseprædikanter til kirkerne, ligesom prædikanterne i årskonferencen havde et forum til gensidig støtte. Lokale kirker, menigheder og klasser kunne opstå dér, hvor der var nogle få kvinder og mænd, som samledes under en klasseleders vejledning, og som blev besøgt regelmæssigt af rejseprædikanten, dvs. en prædikant, som havde en kreds af forskellige prædikepladser under sit tilsyn og som sit ansvar. Dette system passede godt både til storbyernes, provinsbyernes, landsbyernes og grænseudposternes behov. Kirken kunne komme til folk, uanset hvor de valgte at slå sig ned. De første år i det nittende
århudrede var også præget af, at søndagsskolebevægelsen bredte sig i Amerika.

Begge Wesley-brødrene oplevede en religiøs omvendelse i maj 1738. I de følgende år lykkedes det for Wesley-brødrene at føre en levende vækkelsesbevægelse frem inden for Den Engelske Kirke.

Efterhånden som den metodistiske bevægelse voksede, blev det klart, at vækkelsen ville brede sig til de amerikanske kolonier, da også metodister tog den udmattende og farlige rejse over Atlanten til den nye verden.

Den metodistiske organisation i Amerika begyndte som en lægmandsbevægelse. Blandt de første ledere var Robert Strawbridge, en indvandrer-landmand, som organiserede arbejdet i Maryland og Virginia omkring 1760. Endvidere Philip Embury og dennes kusine, Barbara Heck, som begyndte arbejdet i New York i 1766. Desuden kaptain Thomas Webb, hvis indsats var medvirkende til, at metodismen kom til Philadelphia i 1767.

For at styrke arbejdet i kolonierne sendte John Wesley i 1769 to af sine lægprædikanter, Richard Boardman og Joseph Pilmore, til Amerika. To år senere blev også Richard Wright og Francis Asbury udsendt af Wesley for at styrke de voksende amerikanske metodistsamfund.

Francis Asbury blev den vigtigste person i tidlig amerikansk metodisme. Hans energiske hengivenhed for den wesleyanske teologis grundsætninger, forkyndergerning og organisation formede metodismen i Amerika — på en måde som ingen anden enkeltperson har gjort det. Udover prædikanterne som Wesley udsendte, fulgte metodister i kolonierne også kaldet til at blive lægprædikanter i bevægelsen.

Den første konference for metodist-prædikanter i kolonierne blev holdt i Philadelphia i 1773. De ti, som deltog, traf adskillige vigtige afgørelser. De forpligtede sig til troskab over for Wesleys lederskab og besluttede, at de ikke ville uddele nadveren, da de var lægfolk.

Menighedsmedlemmerne måtte døbes og modtage nadverens sakramente i den lokale anglikanske sognekirke. De lagde vægt på streng disciplin i menighederne og blandt prædikanterne.

Et system med regelmæssige prædikantkonferencer blev påbegyndt i lighed med den praksis, Wesley havde indført i England for at varetage den metodistiske bevægelses anliggender.

Den Amerikanske revolution havde betydelig indflydelse på metodismen. John Wesleys konservatisme og hans skrifter mod den revolutionære virkning forhøjede ikke metodismens omdømme blandt de mange, som støttede uafhængigheden.

Teologiske traditioner med rødder i wesleyanismen og den protestantiske reformation,vomtrent ens kirkestruktur og forhold, som kunne dateres næsten to hundrede år tilbage, lettede sammenslutningen. Fra De Forenede Evangeliske Brødres historiske arv kan for eksempel nævnes, at stifteren af De Forenede Kristne Brødre, Philip William Otterbein, assisterede ved Francis Asburys ordination, da han indsattes som leder af den amerikanske metodisme. Omvendt fik Jacob Albright, der ud fra sin religiøse erfaring og lederevne startede Den Evangeliske Sammenslutning, sin åndelige vejledning ved metodistiske klassemøder efter sin omvendelse.

Ydermere nægtede et antal metodist-prædikanter at bære våben til fordel for patrioterne.

Da uafhængighedskrigen var vundet, erkendte Wesley, at forandringer i amerikansk metodisme var nødvendige. Han sendte Thomas Coke til Amerika for sammen med Asbury at lede arbejdet.

Coke havde Wesleys bønnebog Søndagsguds-tjenesten for Metodismen i Nord Amerika med sig. I bønnebogen havde Wesley inkluderet en revideret version af Den Engelske Kirkes niogtredive religionsartikler.

To præster ordineret af Wesley, Richard Whatcoat og Thomas Vasey, fulgte med Coke. Wesleys ordination skabte præcedens, som i sidste ende tillod metodismen i Amerika at etablere en uafhængig kirke.

I december 1784 afholdt prædikanterne den berømte Julekonference i Lovely Lane Kapellet, i Baltimore, med henblik på at udstikke den fremtidige kurs for bevægelsen i Amerika.

De fleste af de amerikanske prædikanter deltog, heriblandt sikkert også to afroamerikanere, Harry Hosier og Richard Allen. Det var ved denne konference, at bevægelsen blev organiseret som Den Biskoppelige Metodistkirke i Amerika.

I årene efter Julekonferencen udgav Den Biskoppelige Metodistkirke sin første Lære- og Kirkeordning (1785), Disciplinen, vedtog at afholde Generalkonference hvert fjerde år (den første blev afholdt i 1792), vedtog en konstitution i 1808, forbedrede strukturen, etablerede et forlagshus og blev en ivrig tilhænger af vækkelses- og friluftsmøder.

Mens Den Biskoppelige Metodistkirke var i sin vorden, blev også to andre kirker dannet. I deres tidligste år bestod de næsten udelukkende af tysktalende medlemmer.

Den første af disse blev dannet af Philip William Otterbein (1726-1813) og Martin Boehm (1725-1812). Otterbein, der var en tysk reformert præst, og Boehm, der var menonit, prædikede et evangelisk budskab og om en åndelig erfaring, der lignede det, metodisterne prædikede.

I 1800 dannede deres tilhængere formelt Den Forenede Kristne Brødrekirke (Church of the United Brethern in Christ).

En anden kirke, Den Evangeliske Sammenslutning (the Evangelical Association) var stiftet af Jacob Albright (1759-1808), der var en luthersk bonde og teglbrænder i det østlige Pennsylvanien, og som var blevet omvendt og oplært ud fra den metodistiske lære.

Den Evangeliske Sammenslutning blev officielt organiseret i 1803. Disse to kirker blev forenet med hinanden i 1946 og med Metodistkirken i 1968, hvor man dannede Den Forenede Metodistkirke (The United Methodist Churh).

Da Asbury døde i marts 1816, var Otterbein, Boehm og Albright allerede døde. Kirkerne, som de havde skabt, var kommet over begyndervanskelighederne og var begyndt at ekspandere numerisk og geografisk.

Omkring 1835 blev der oprettet søndagsskoler alle steder, hvor det var muligt at starte dem og holde dem i gang. Søndagsskolerne blev en vigtig kilde til rekruttering af nye medlemmer.

Kirkernes interesse for uddannelse var også indlysende, hvorfor man oprettede skoler og universiteter. Omkring 1845 havde Metodister, Evangeliske og Forenede Brødre også faste studiekurser til uddannelse af deres prædikanter, så man kunne sikre sig, at de havde en grundlæggende viden vedrørende Bibelen, teologi og pastoral tjeneste.

For at forsyne medlemmerne, prædikanterne og søndagsskolerne med kristen litteratur skabte kirkerne mulighed for udgivervirksomhed. Metodist Bogkoncernen, etableret i 1789, var den første forlagsvirksomhed i Amerika. Den Evangeliske Sammenslutning og De Forende Brødre etablerede også egne udgivervirksomheder i begyndelsen af det nittende århundrede. Fra deres trykkerier kom en lang række salmebøger, kirkeordninger, aviser, magasiner, søndagsskolematerialer og anden litteratur, der skulle undervise og oplyse medlemmerne. Overskuddet var normalt beregnet til at støtte og hjælpe pensionerede og trængende prædikanter og deres familier.

Kirkerne var også i udpræget grad engageret i missionsarbejde. I 1841 havde hver af dem startet egne kirkelige missionsselskaber for at udvikle arbejdsformer og skabe økonomiske ressourcer for virksomheden både i De Forenede Stater og udenlands. John Stewarts mission hos wyandoterne markerede begyndelsen for den oprindelige amerikanske befolknings repræsentation inden for metodismen.

Kirkernes første tid var ikke uden alvorlige problemer. Det var særligt tilfældet for metodisterne. Richard Allen (1760-1831), en frigiven slave og metodistprædikant, som var blev dårligt behandlet på grund af sin race, forlod kirken i 1816 og organiserede Den Biskoppelige Afrikanske Metodistkirke (African Methodist Episcopal Church). Lignende bevæggrunde førte til dannelsen af Den Biskoppelige Afrikanske Zion Kirke (African Methodist Episcopal Zion Church) i 1821. Endnu et brud opstod i 1830 i Den Biskoppelige Metodistkirke. Omkring 5.000 prædikanter og lægfolk forlod kirken, fordi den ikke ville give repræsentation til lægfolket eller tillade valg af præsiderende ældste (distriktsforestandere). Denne nye kirke fik navnet Den Protestantiske Metodistkirke (Methodist Protestant Church). Den var en stærk kirke lige til 1939, da den forenedes med Den Biskoppelige Metodistkirke og Den Biskoppelige Metodistkirke Syd til Metodistkirken.

Få dage derefter udarbejdede de mestindædte tilhængere af slaveriet en separationsplan, som tillod årskonferencerne i slavestaterne at løsrive sig fra Den Biskoppelige Metodistkirke med henblik på at organisere sig med sin egen kirkelig struktur. Separationsplanen blev vedtaget, og grunden for oprettelse af Den Biskoppelige Metodistkirke Syd var lagt.

Delegater fra sydstaterne mødtes i maj 1845 i Louisville, Kentucky, for at organisere deres egen kirke. Den første generalkonference blev holdt året efter i Petersburg, Virginia, hvor udgivelsen af en lære- og kirkeordning og salmebog blev godkendt.

Bitterheden mellem den nordlige og sydlige metodistkirke voksede i årene frem til valget af præsident Abraham Lincoln i 1860 og senere på grund af borgerkrigens blodbad.

Begge kirker bad om velsignelse og bad inderligt om, at Guds vilje måtte blive fuldbyrdet gennem sejr til netop deres stater.

De Metodistiske Protestanter, De Forenede Brødre og Den Evangeliske Sammenslutning gik heller ikke helt fri for uenighed i slavespørgsmålet. De undgik imidlertid den lidenskabelige strid, som delte Den Biskoppelige Metodistkirke.

En betydningsfuld mission blandt amerikanere, der oprindeligt var fra Asien, blev startet i denne periode, særligt blandt kinesiske og japanske indvandrere.
En japansk lægmand, Kanichi Miyama, blev ordineret i Californien i 1887 og blev givet alle præstelige rettigheder.

Der var to svære spørgsmål, som særligt stod på dagsordenen i denne periode: Lægrepræsentationen og kvindernes stilling.

Det første drejede sig om, hvorvidt lægfolk skulle have stemmeret på Generalkonferencen og på Årskonferencen.

De Protestantiske Metodister havde tilladt lægrepræsentation fra og med stiftelsestidspunktet i 1830.

Præsterne i Den Biskoppelige Metodistkirke, Den Biskoppelige Metodistkirke Syd, Den Evangeliske Sammenslutning og Den Forenede Kristne Brødrekirke var mere sendrægtige til at give lægfolket officiel indflydelse på deres anliggender.

Først så sent som i 1932 gav den sidste af disse kirker lægfolket denne ret. Endnu mere betændt var spørgsmålet om kvinders ret til ordination og valgbarhed til tillids- og repræsentatnsposter inden for kirken. De Forenede Brødres generalkonference godkendte kvindelig ordination i 1889, men Den Biskoppelige Metodistkirke og Den Biskoppelige Metodistkirke Syd tilstod ikke kvinderne fuld ordinationsret før efter sammenslutningen i 1939.

Den Evangeliske Sammenslutning kom aldrig til at ordinere kvinder. Der var også modstand mod at give kvinderne lægmands rettigheder.

I Den Metodistiske Protestantiske Kirke fik kvinderne først ret til at blive delegater til Generalkonferencen i 1892, hos De Forenede Brødre skete det i 1893, i Den Biskoppelige Metodistkirke i 1904 og i Den Biskoppelige Metodistkirke Syd i 1922.

Perioden mellem Borgerkrigen og Første Verdenskrig var også præget af andre teologiske forandringer og stridigheder. Helliggørelsesbevægelsen, fremkomsten af liberalteologien og Det Sociale Evangelium gav anledning til en omfattende teologisk debat.

Den Biskoppelige Metodistkirke Syd viste sin interesse for sociale spørgsmål ved at antage en social bekendelse på sin generalkonference i 1908.

Sociale problemer var også en spore i bevægelsen hen imod økumenisk og mellemkirkelig samarbejde. Alle kirkerne, der nu var samlet i Den Forenede Metodistkirke, blev aktive i Kirkernes Forbundsråd (the Federal Council of Churches) - den første store økumeniske satsning blandt amerikanske protestanter. Denne periode sluttede, mens verden var på tærskelen til en stor og forfærdelig krig.

For eksempel blev Den Evangeliske Kirke etableret i 1922, idet to fraktioner af den tidligere Evangeliske Sammenslutning slog sig sammen igen efter splittelsen i 1894.

En mere betydningsfuld sammenslutning - i det mindste efter statistisk målestok - fandt sted mellem tre Metodistkirker - Den Biskoppelige Metodistkirke, Den Protestantiske Metodistkirke og Den Biskoppelige Metodistkirke Syd. Disse kirkers repræsentanter begyndte i 1916 at udforme en plan for sammenslutning.

Unionsforslaget fra 1930erne indeholdt også en opdeling af en forenet kirke i seks administrative embedsområder (jurisdictions). Fem af disse var geografisk bestemte, den sjette (the Central Jurisdiction) var racebetinget. Det sjette embedsområde omfattede kirker og årskonferencer for afroamerikanere uanset disse kirkers geografiske placering.

Afroamerikanske metodister og nogle andre var bekymrede over dette forslag og vendte
sig imod planen om et racemæssigt adskilt embedsområde.

En majoritet inden for Den Protestantiske Metodistkirke gik ind for sammenslutningen, selv om det betød, at man skulle acceptere en biskoppelig ledelse, hvilket man ikke havde haft, siden kirken blev etableret i 1830.

Metodistkirken (The Methodist Church) blev dannet i april 1939 som følge af overvældende godkendelse af sammenslutningen på de tre kirkers generalkonferencer og årskonferencer. Efter sammenslutningen havde Metodistkirken 7,7 millioner medlemmer.

De to kirker samarbejdede desuden med syv andre protestantiske kirker i dannelsen af Konsultationer om Kirkeforening (Consultation on Church Union) i 1960.

For det andet var der i kirkerne også bekymring over problemet med racisme i samfundet og i kirken. Der var mange metodister, som var foruroliget over, at raceadskillelse var indbygget i deres kirkes struktur og opbygning.

Central Jurisdiktionen, der var dannet for at holde afroamerikanerne adskilt fra den øvrige kirke, gjorde det hele tiden klart, at racediskrimination var en reel faktor. Forslag til at opløse Central Jurisdiktionen blev fremført på generalkonferencer fra 1956 til 1966. Ved foreningen med Den Evangeliske Brødrekirke i 1968 blev der endelig enighed om planer for at afskaffe Central Jurisdiktionen. Nogle få afroamerikanske årskonferencer fortsatte dog i forholdsvis kort tid derefter.

For det tredje blev spørgsmålet om fuldstændige præstelige rettigheder til kvinder diskuteret. Dette spørgsmål var særligt vanskeligt i Den Forenede Evangeliske Brødrekirke.

Den Evangeliske Kirke havde aldrig ordineret kvinder. De Forenede Brødre havde ordineret kvinder siden 1889, men for at gøre foreningen af de to kirker lettere, accepterede De Forenede Brødre den Evangeliske praksis, og kvinderne mistede deres ret til ordination. Metodister diskuterede spørgsmålet i adskillige år efter deres forening i 1939.

Fuldstændige præstelige rettigheder for kvinder blev først en realitet i 1956, men det tog et tiår mere, før antallet af kvinder på de teologiske seminarier og i prædikestolene voksede markant. Da Metodister og Forenede Evangeliske Brødre forenedes i 1968, var fuldstændige ordinationsrettigheder til kvinder en del af foreningsplanerne.

Da denne tidsperiode sluttede, var forhandlingerne mellem Metodistkirken og Den Forenede Evangeliske Brødrekirke så fremskredet, at en vedtagelse af foreningen af de to kirker til Den Forenede Metodistkirke kun afventede den endelige vedtagelse.

Kirken har været optaget af trofastheden og livskraften i gudstjenesten. I 1989 blev der udgivet en salmebog, som indeholdt nye salmer og reviderede liturgier til dåb, nadver, vielse og begravelse. Generalkonferencen 1992 autoriserede den nye bog med gudstjenesteorden og liturgi (Book of Worship).

Den Fornenede Metodistkirke (the United Methodist Church) - som i Nordeuropas Centralkonference bare kaldes Metodistkirken - repræsenterer tre traditioner:
Metodismen,
Den Forenede Kristne Brødrekirke og
Den Evangeliske Sammenslutning.

Sammen med andre kirker, som også er en del af Kristi legeme, lovpriser Metodistkirken i ydmyghed og taknemmelighed Gud gennem Jesus Kristus og Helligånden for den skabende og opretholdende nåde. Kirken søger yderligere nåde, alt imens den gør sin indsats i verden.

Ur: METODISTKYRKANS LÄRA OCH KYRKOORDNING
Översatt och anpassad för Nordeuropa av Metodistkyrkans Centralkonferens i Pärnu 1997.
Reviderad den 3 november 1998