Namnlös sida

Centralkonferencen i 1993, hvor repræsentanter for russiske metodistmenigheder var med, valgte og indsatte Rüdiger Minor som biskop i Eurasien med residens i Moskva. Metodismen i Eurasien blev i 1996 organiseret som provisorisk årskonference under navnet Metodistkirken i Rusland, hvilket blev bekræftet af Centralkonferencen i Pärnu 1997. Metodistkirken i Eurasien er som selvstændigt biskopsområde en del af Den Nordeuropæiske Centralkonference.

One Central Conference - Two Episcopal Areas

Missionsrådet (The General Board of Global Ministries) besluttede i 1992, at Metodistkirken (efter 1968: The United Methodist Church) formelt skulle genetablere sin virksomhed i Eurasien blandt andet ved at gøre det til selvstændigt biskopsområde. Genetableringen fandt sted i 1992, 100 år efter Metodistkirkens første grundlæggelse i landet.

Ved Den Anden Verdenskrigs afslutning var der på det europæiske fastland to Centralkonferencer: Den tyske og den nordeuropæiske. Derudover var der ti årskonferencer og to missionskonferencer, som blev sluttet sammen i den såkaldte Geneve Kreds og underordnet Den Sydøstlige Jurisdiktion i USA.

Efter krigen forsøgte man at danne en enkelt europæisk Centralkonference. Det mislykkedes, og i 1954 dannedes ud over Den Nordeuropæiske Centralkonference en Centralkonference for Mellem- og Sydeuropa.

I 1966 stiftedes, på baggrund af drøftelser ved den metodistiske verdenskonference i Oslo, Rådet for Metodistkirkens Central-konferencer i Europa.

Navnet blev i 1980 ændret til Metodistkirkens Europaråd (European Council of the United Methodist Church).

Forhandlinger med den britiske og irske metodistkirke førte i 1993 til dannelsen af et nyt Metodistkirkens Europaråd (European Methodist Council), hvor alle metodisttraditioner i Europa for første gang blev forenet i samme organisation.

Tiden under despressionen i trediverne medførte en stadig svækkelse af båndene til Den Biskoppelige Metodistkirke i Amerika, hvis Missionsstyrelse den nordeuropæiske metodisme hørte under frem til Foreningskonferencen i 1939, som gav nordeuropæisk metodisme en ændret tilknytning til moderkirken. Virksomheden i de nordeuropæiske lande havde hidtil været en gren af Den Biskoppelige Metodistkirke på samme måde som arbejdet i en række centraleuropæiske lande.

Efter Den første Verdenskrig havde Den Biskoppelige Metodistkirke Syd etableret omfattende missionsvirksomhed i overvejende katolsk dominerede lande som Belgien og flere slaviske stater. Ud over de to amerikanske metodistkirker havde britisk metodisme, også kaldet wesleyansk metodisme, etableret sig på det europæiske fastland med virksomhed i fransk, italiensk, spansk, portugisisk og tysk sprogede områder.

Den Første Verdenskrig svækkede forbindelsen mellem Europa og Amerika, og en større selvstændiggørelse af den kontinentale europæiske metodisme i forhold til moderkirken i Amerika blev nødvendig. I 1920 besluttede Generalkonferencen at inddele Europa i flere biskopsområder. Det nordeuropæiske biskopsområde omfattende virksomheden i de nordiske lande blev etableret med danskeren Anton Bast som biskop. Selvom metodismen i de nordeuropæiske lande var knyttet til hinanden i kraft af historien, betød den nye struktur, at kirkerne i området i højere grad søgte sammen og tilstræbte fællesskab for at kunne magte den nye og større selvstændighed.

Metodismen i de baltiske lande kan føres tilbage til begyndelsen af 1900 tallet. Fra nord kom metodismen fra St. Petersborg til Øsel og det estiske fastland. Fra syd kom inspirationen fra tysk metodisme, dels fra Metodistkirken og dels fra Den Evangeliske Sammenslutning og Den Kristne Brødrekirke.

Frem til Den Anden Verdenskrig var Den Evangeliske Sammenslutning og Den Kristne Brødrekirkes virksomhed i Litauen og Letland stærkest knyttet til Tyskland via distrikt Königsberg, medens Metodistkirkens bånd gik til De Nordiske Lande. I Estland begyndte den metodistiske forkyndelse så tidligt, at første menighed kunne grundlægges i 1907. Litauen meldte om mødevirksomhed i 1904, og endelig påbegyndtes mission i Letland i 1912.

Efter Den Første Verdenskrig, hvor de 3 baltiske lande opnåede selvstændighed, udviklede arbejdet sig hastigt med stor amerikansk støtte, og Riga blev centrum for metodismen i hele Baltikum med etablering af teologisk seminarium og residens for superintendent Dr. George A. Simons.

Den BaltiskeÅrskonference blev organiseret i 1929, og hvert af de tre lande fik status som distrikter.

På den finske side af Den Botniske Bugt begyndte metodistforkyndelsen at lyde fra 1859 og årene frem. Det var den hjemvendte styrmand Gustaf Lervik, som efter sin omvendelse på Betelskibet i New York nu prædikede i sit fædreland. Senere sluttede brødrene Bärlund sig til som prædikanter.

I 1880’erne førte impulser fra Sverige til en ny start for metodismen i Finland, og den første menighed blev grundlagt i 1881.

Metodismen i Finland kom under Sveriges årskonference i 1885 og havde status som eget distrikt under superintendent B.A. Carlsens ledelse.

I 1887 opstod de første finsksprogede menigheder, og 2 år senere etablerede B.A. Carlsen mission i Rusland med afholdelse af møder i Sct. Petersborg, som snart førte til menighedsdannelser. Zaren, som på det tidspunkt regerede både Rusland og Finland, gav i 1892 officiel anerkendelse til Metodistkirken i begge stater. På den baggrund organiserede den svenske årskonference samme år ”Missionen i Finland og Sct. Petersborg.”

Chr. Willerup havde under familiebesøg i København påbegyndt mødevirksomhed. Da han i 1856 blev sendt til Skandinavien som superintendent, kom arbejdet i faste rammer og tog fart. Første menighed i Danmark blev stiftet i 1859, og i 1865 blev kirken anerkendt af staten ved kongelig resolution.

I Norge tog metodismens historie sin begyndelse i sømanden Ole Peter Petersens forkyndelse fra 1849 og årene frem. O.P. Petersen grundlagde i 1851 Den Norsk-Danske Metodistkirke i Amerika. I 1856 blev danskamerikaneren Chr. Willerup sendt til Skandinavien som superintendent for at lede den spontant opståede virksomhed.

På initiativ af en svensk sømand blev der i 1832 etableret en sømandskirke i New York for at betjene havnens søfolk og bringe evangeliet til de mange emigranter. ”

Betelskibet John Wesley,” som den flydende kirke hed, blev et afgørende redskab for at bringe metodismen til nordboerne.

Svenskeren Olof Gustaf Hedström ledede missionen i New York havn i over 30 år fra 1845.

Mange søfolk og emigranter, som her oplevede omvendelse, førte den metodistiske vækkelse med sig både til andre egne af Amerika og til fædrelandene i Nordeuropa.

DET FØRSTE METODISTISKE arbejde i Norden fandt sted i Stock holm og var et indslag af Britisk metodisme.
I 1830 - 1842 drev den skotske metodistprædikant George Scott en ganske omfattende virksomhed, som fik afgørende indflydelse på svensk frikirkeliv. George Scotts aktiviteter bukkede under på grund af modstand under dramatiske omstændigheder.

Det var uro og store forandringer i de nordeuropæiske lande. Den øgede befolkning kunne ikke længere brødfødes ved landbruget eller opsluges af den begyndende industrialisering i de voksende byer. Folkesundheden var lav og den sociale nød stor. Omvæltningerne i samfundet skabte en længsel efter bedre levevilkår i Amerika. Ligeledes blev mange optaget af at søge hjælp i åndelige værdier.

Efter Sovjetunionens opløsning var flere metodistmenigheder genopstået og nye grundlagt. De første nystiftede menigheder var i 1990 i Jekaterinburg og i Moskva. Generalkonferencen bemyndigede Den Nordeuropæiske Centralkonference, hvorunder virksomheden i det tidligere Sovjetunionen hidtil havde hørt, til at foretage valg af biskop til at lede arbejdet i det nye område.

Tilknyttet Metodistkirkens Europaråd arbejder:

1. The Consultative Conference of the European Methodist Churches, der blev indledt i 1957,

2. Metodistkirkens Europæiske Ungdomsråd, (European Methodist Youth Council), og

3. Metodistkirkens Verdens Kvindeforbund, (World fereration of Methodist Women - Europe, og, World Federation of Methodist Women - Britain and Ireland).

Efter Den Anden Verdenskrig har Den Nordeuropæiske Centralkonference været ledet af biskopper, som den selv har valgt blandt sine egne:
1946 Theodor Arvidson fra Sverige.
1953 Odd Hagen fra Norge.
1971 Ole E. Borgen fra Norge
1989 Hans Växby fra Den Finsk-Svenske Årskonference.

Den wesleyanske metodisme var organisatorisk en del af den Britiske Årskonference. Endvidere var den metodistiske kirketradition repræsenteret i kraft af flere små kirker, som alle var relaterede til Den Forenede Kristne Brødrekirke og Den Evangeliske Sammenslutning (The United Brethren in Christ, The Evangelical Association).

En række kirkesammenslutninger førte til, at hele den metodistiske kirkefamilie på det europæiske fastland blev forenet i en kirkestruktur, som er en organisk del af den største metodistkirke (The United Methodist Church). Metodistkirken (The United Methodist Church) er gennem sit medlemskab i Metodistkirkens Verdensråd en del af det mest omfattende samarbejde mellem kirker i den metodistiske og wesleyanske tradition.

Kirkens komme til Nordeuropa er knyttet til udvandringen over Atlanten og i særdeleshed til søfolk, som sejlede på Amerika.

I 1830´erne og nogle årtier frem prægede ”Den Anden Store Vækkelse” alle protestantiske kirkesamfund i Nordamerika. Samtidig begyndte udvandringen fra de nordeuropæiske lande til Amerika, og den voksede massivt frem til århundredeskiftet.

I 1830-40´erne voksede de første skandinavisksprogede metodistmenigheder frem i Amerika, og efterhånden blev der organiseret konferencer, hvor gudstjenester, kirkeblade, bøger og hele administrationen var skandinavisksproget.

Det blev til stiftelsen af den første menighed i Norge samme år, og dermed var Metodistkirken i Norge en realitet. I 1876 fik virksomheden i Norge status som selvstændig årskonference. Der var 29 prædikanter, 19 menigheder, 2.798 medlemmer og konferencen havde fået Martin Hansen som sin egen superintendent.

I 1907 blev tyskamerikaneren Dr. George A. Simons udnævnt til superintendent i Sct. Petersborg.

Båndene til Sverige svækkedes, og under hans ledelse udviklede arbejdet sig hastigt med forgreninger ind i Rusland og Estland.

Den bolsjevikiske revolution i 1917 satte en stopper for kirkens vækstmuligheder, men trods modstanden fortsatte arbejdet til ind i 20’erne.

Først i 1911 samledes Metodistkirken i Finland som selvstændig årskonference. Kirken havde 1.568 medlemmer.

I lighed med samfundsudviklingen i Finland efter selvstændiggørelsen blev en svensksproget del og en finsksproget del af kirken organiseret i 1923.

Den finsksprogede metodisme led meget under Den Anden Verdenskrig, fordi 60% af dens medlemmer boede i landområder, som blev indlemmet i Sovjetunionen.

Virksomheden i Baltikum voksede, så der i 1939 blev registreret henved 3.000 medlemmer. De baltiske landes indlemmelse i Sovjetunionen efter Den Anden Verdenskrig blev katastrofal for Metodistkirken. Systematisk forfølgelse af prædikanter og menigheder og beslaglæggelse af bygninger ødelagdeden største del af virksomheden. Kun i Estland lykkedes det, med markante nationale ledere, at holde sammen på kirkens virksomhed frem til Baltikums genvundne selvstændighed i 1991.

I Letland fandtes en lille gruppe tidligere metodister, og i 1991 ledte disse kontakter til, at Letlands Metodistkirke genopstod, og i 1992 blev kirken formelt genetableret med 3 menigheder. I 1995 blev Metodistkirkens arbejde i Litauen genoptaget i Kaunas og året efter i Siaulaiai. Arbejdet i alle 3 baltiske lande har været præget af vækst. Nye menigheder stiftes, og virksomheden har bredt sig fra de estisk- lettisk- og litauisksprogede dele af befolknin til den russisktalende del. Virksomheden i Estland er en selvstændig årskonference. Metodismen i Letland har status som distriktskonference inden for den estiske årskonference, men fungerer i praksis som årskonference.

I 1924 blev Nordeuropas biskopsområde organiseret som en Centralkonference, og Den Baltisk-Slaviske Årskonference blev tilsluttet. I 1924 blev præsteuddannelsen, som hidtil havde foregået i de enkelte årskonferencer, samlet på Det Nordisk Teologiske Seminarium, Øverås, i Göteborg for skandinavisksprogede kandidater. Dette samarbejde fortsatte til 1971, hvor et teologisk
semiarium blev etableret i Bergen for norske kandidater. Præsteuddannelsen for det baltiske område blev genoptaget i 1994, hvor The Baltic Methodist Theological Seminary åbnede i Tallinn.